Tilbage til Jylland
Dejbjerg Golf Klub
Jylland, Danmark
Dejbjerg Golf Klub ligger midt i det smukke vestjyske hedelandskab, nær Ringkøbing Fjord og ikke langt fra Dejbjerg.
Klubben blev stiftet i 1967, som den blot 19. klub i landet. Det skete under navnet Vestjydsk Golfklub, som siden blev ændret til Dejbjerg Golf Klub.
Golfbanen i Dejbjerg Bakker er en afvekslende en af slagsen. De 18 huller er anlagt så man under vejs på runden har udsigt til både skov og lyngbakker.
De første 9 huller lå oprindeligt i et kuperet skovterræn, men de ’nye’ 9 huller fra 1992 lå i et mere åbent og fladt terræn. I 2003 blev banen omlagt, og de 18 huller fremstår i dag, som en sammenhængende harmonisk helhed.
I dag spilles de første 7 huller ’i skoven’, hvorefter banen åbner op.
Baneanmeldere har beskrevet golfbanen i Dejbjerg Golf Klub som en bane, hvor standen er helt i top på både fairways og greens, og en bane som gennem årene er ældet med ynde.
Til klubben, der i 2017 kunne fejre 50 års jubilæum, hører der et hyggeligt stråtækt klubhus med en terrasse, der vender ud mod golfbanen og afslutningshullet, som er et flot par 3-hul, der spilles op mod klubhuset.