Tilbage til Sjælland
Dragsholm Slot
Sjælland, Danmark
Dragsholm Slot fra det 13. århundrede, er et af Danmarks ældste slotte med en både lang og til tider også dramatisk historie bag sig.
Bygningsarkitekturen viser, at Dragsholm Slot blev opført omkring 1215, og Dragsholm menes at have været anvendt som sommerresidens både til fornøjelser og efterårets jagt for Roskildebisperne. Siden var slottet ejet af både Kronen og adlen.
Slottet i Dragsholm er således et stykke dansk kulturhistorie, og stedet har ud over at være sommerresidens også været benyttet som fæstningsborg og fængsel for adelige og gejstlige fanger.
Dragsholm Slot ligger ud til Sejerøbugten i det smukke Odsherred i et område, som UNESCO har udnævnt som Danmarks første og foreløbig eneste Geopark.
Tidligere var Dragsholm omgivet af vand til tre sider (øst, syd og vest) indtil inddæmningen af Lammefjorden. ‘Drag’ eller ‘Draugh’, som det hed i gamle dage, er betegnelsen for en landtange og henviser i dette tilfælde til den smalle stribe land, som i gamle dage forbandt Odsherred med det øvrige Sjælland.
Fortællingen om et ægte slotshotel
På Dragsholm findes der riddersale og jagtværelser med original interiør fra 1600-tallet. Der findes tilmed også et sølvbeslået tårn, en slotskirke og en ægte kongetrappe fra den tid, hvor slottet hørte under Kronen.
Med flotte voldgrave, en smuk slotspark og måske endda spøgelser og genfærd på slottet mangler der ikke noget i fortællingen om et af Danmarks ældste slotte.
Listen over ejere af slottet er lang. Et foreløbig sidste kapital i den fortælling blev skrevet i 1937, hvor slægten Bøttger overtog Dragsholm Slot. Lige siden har stedet fungeret som pensionat og hotel. Siden 2005 er nye værelser kommet til i slottets tilstødende bygninger, Gods- og portnerbolig, og som overnattende slotsgæst kan man glæde sig til at skulle krybe til køjs i de luksuriøse Hästens-senge, som findes på samtlige af hotellets værelser.
I dag er slotshotellet med sine 34 dobbeltværelser og to anerkendte restauranter noget helt særligt, og et ophold på Dragsholm Slot handler ikke kun om golf, men i lige så høj grad om selvforkælelse og store gourmetoplevelser.
Hædret i Michelin Guiden
Slotskøkkenet spiller en central rolle i den moderne fortælling om Dragsholm Slot, og derfor er Dragsholm også et sted som både skal ses og ‘smages’.
Dragsholm Slots gourmetrestaurant 'Slotskøkkenet' er nemlig hædret med en Michelin-stjerne (2017) og er samtidig højt placeret (nr. 7 i Danmark og nr. 13 i Norden) i gourmetguiden, The White Guide Nordic (2017) over danske og nordiske restauranter.
Desuden findes der også den hyggelige bistro, 'Spisehuset', hvor køkkenet er enklere og mere uformelt, men hvor både overnattende gæster og endagsbesøgende på slottet kan få sig et rigtig godt måltid mad.
Slotskøkkenet ligger i kælderetagen under de hvidkalkede hvælvinger. Her tændes der til aften op i pejsen, og gæsterne er placeret ved små runde borde, hvorfra der er små kig ud i parken bag de metertykke mure.
Med hæderen fra Michelin guiden er Slotskøkkenet en restaurant som er værd at køre efter. Køkkenet leverer innovativt gastronomi på et særdeles højt niveau. Her bliver egnsretter løftet op på Michelin niveau, når der serveres enkel skønhed på tallerkenen. Både visuelt og smagsmæssigt må der siges at være tale om noget ganske ekstraordinært.
Stilen må siges at være elitær og slotmenuen med op til 15 retter er noget som tiltrækker livsnydere og feinschmeckere fra nær og fjern.
Grundstammen i køkkenet kredser bl.a. omkring årstidens grøntsager og urter fra Lammefjordens skove, marker og strande. Slotskøkkenet og i øvrigt også Spisehuset samler hver dag urter fra Odsherred i slottets egen urtehave, som ligger hvor der tidligere lå en barokhave.
I øvrigt ligger Dragsholm Slot tæt på Lammefjorden, som da den blev drænet væk og den gamle havbund lå tilbage, viste sig at være særdeles velegnet til grøntsagsdyrkning. I dag regnes Lammefjorden for at være den bedste grøntsagsjord i Danmark, og det er bl.a. herfra at kokkene på Dragsholm forsyner sig med friske råvarer.
Et slot med vinmarker
Naturligvis, fristes man til at sige, har slottet også egen vinkælder med nøje udvalgte og udsøgte vine. Den del af kælderen styres af chefsommelieren, der er blevet kåret som landets dygtigste sommelier og som er idemanden bag slottets nyanlagte vinmarker, der skal give gæsterne mulighed for at smage slottets mousserende rosevin. Går alt efter planen vil første udskænkning finde sted i 2018.
Med en overnatning på Dragsholm Slot anbefaler GolfersGlobe, at man spiller en runde golf enten i Odsherred Golfklub eller Holbæk Golfklub. Et ophold på Dragsholm Slot kan bookes via slottets hjemmeside.
Har du allerede besøgt dette hotel, så giv os din rating og evt. kommentar under "Brugernes vurdering" i toppen af siden til højre. Ved at gøre dette hjælper du os og dine med-golfere til en bedre oplevelse på rejsen.