Korsør Golf Klub

Sjælland, Danmark

Korsør Golf klub er fra 1964, mens den officielle åbning af den første 9-hullers bane fandt sted i 1967.

Dengang i midten af 1960’erne var der godt og vel 5.000 golfspillere i Danmark, og nogle af dem fandt altså på, at der skulle etableres en golfbane i Korsør efter man havde set til på sidelinjen, mens der blev anlagt baner i byer som Randers og Holbæk.

60'ernes iværksætterånd
Korsør Golf Klub blev skabt på det, som man i dag ville kalde for iværksætterånd. På blot en weekend fik klubbens ildsjæle samlet 100 medlemmer, hvilket var lige akkurat nok til, at kommunen støttede op omkring projekt; Korsør Golf Klub.

Medlemmerne løftede i flok, og mens nogle slog stregerne på et stykke papir til de nye golfhuller, trak andre i arbejdstøjet og pløjede og tromlede det som senere skulle blive til de første fairways. Bunkers blev udgravet og greens stampet i fællesskab.

Korsør Golf Klub blev i bogstaveligste forstand ’made by hands’.

I 1969 blev banen udvidet til 18 huller. De sidste 9 huller kom til at ligge i et pragtfuldt landskab med bakker, småskov og udsigt til Korsør Nor. 

Masser af flote udsigtshuller
I dag er Korsør Golf Klub en bane med masser af charme og masser af karakter. Banen ligger som en halvø ud i vandet på en areal, der engang har været havbund.

Blandt de flotteste huller er 5, 6, 14 og 16, hvorfra man har udsigt til Storebæltsbroen og Danmarks største nor, Korsør Nor.

11. hul hører også til blandt banens signaturhuller. Fairway løber langs med skovkanten og afsluttes på noget så sjældent som en dobbeltgreen, der deles med 17. hul.

På flere huller spilles der ind til højtliggende greenområder. Det gælder bl.a. på 15. hul, som helt sikkert hører blandt Korsør-banens bedste golfhuller. Det relativt korte par 4-hul spilles ned langs med noret. Fra tee kan de længstslående spillere ’spænde buen’ og slå ud over vandet med en draw. Lykkes det, har man kun et wedgeslag ind til green i andetslaget.

Tæt på Korsør Golf Klub ligger Comwell Korsør, hvor der kan købes en samlet pakke med ophold, spa og golf.

  • Antal huller Antal huller 18
  • Afstand til Comwell Korsør Afstand til Comwell Korsør 218 meter
  • Driving Range Driving Range Ja
  • Putting Green Putting Green Ja
  • Buggy er nødvendig Buggy er nødvendig Nej
  • Restaurant Restaurant Ja
  • Banetype Banetype Parkbane
  • Pro shop Pro shop Ja