Tilbage til Sjælland
Hornbæk Golfklub
Sjælland, Danmark
Hornbæk Golfklub i Nordsjælland ligger i et smukt naturområde op mod Klosterris Hegn.
Banen, der blev benyttet ved Race to Thailand i 2020, 2022 og 2023, hører til blandt landets længste (6100 meter fra bagerste teested). Den smukke golfbane snor sig gennem landskabet, og selvom der ikke er tale om en decideret en skovbane, så støder mange af hullerne op mod den omkringliggende skov.
Efter at have spillet de første par huller er man væk fra klubhuset, og herfra bevæger man sig hul for hul gennem den fantastiske natur.
Naturoplevelse er stor og layoutet flot til trods for at mange af hullerne løber ’frem og tilbage’.
Hornbæk banen er en golfbane, der rangerer højt blandt danske golfspilleres favoritter. Således er banen tidligere blevet stemt ind i Top-10 over danske golfspilleres foretrukne danske baner.
Banens signaturhuller er så afgjort de to par 3-huller, 14 og 17. hul, hvor især 17. hul er et af den slags huller man husker efter runden. Et kort hul på blot 111 meter hen over vand og ind til en relativ lille green. Hullet, der er omkranset af træer, er en rigtig god test af spillerens koncentration sidst på runden.
Som noget nyt har man i Hornbæk Golfklub anlagt et 55 teested, som er placeret mellem det oprindelige herretee og dametee. Disse kaldes ikke længere for Herre- og Dametee og er heller ikke markeret med gule og røde klodser, men derimod med Tee 61 og Tee 51 klodser. 55-teestedet giver nye spilmuligheder og mere flow på banen.
Til Hornbæk Golfklub hører der også en par 3-bane fra 2015. Her kan man spille golf uden at være medlem af en registreret golfklub.
Til klubben hører der desuden gode træningsfaciliteter samt et særdeles hyggeligt klubhus med en god restaurant.