Tilbage til Sjælland
Furesø Golfklub
Sjælland, Danmark
Furesø Golfklub (1974), der ligger i fantastiske naturomgivelser mellem Birkerød og Farum i Nordsjælland, består af tre sløjfer, Hestkøbgård, Farum og Parkvej.
De to førstnævnte udgør det, der betragtes som klubbens 18-hullers mesterskabsbane.
Stregerne til det oprindelige layout blev sat af den svenske banearkitekt, Jan Sederholm, som fik designet nogle vidunderlige golfhuller, som alle har et naturligt forløb gennem det smukke nordsjællandske landskab.
I 2013 påbegyndte man en renovering af samtlige 27 huller. Der blev investeret 9 mio. kr. i at gøre golfanlægget til en af Nordsjællands bedste. Arbejdet blev dengang udført af designfirmaet Mackenzie & Ebert, som bl.a. fik ændret på mange bunkers og modeleret nogle nye greenområder, der i dag har et meget højt niveau.
Generelt er naturoplevelsen i højsædet i Furesø Golfklub, og når man som golfspiller så samtidig kan se frem til at skulle prøve kræfter med et rigtigt spændende layout, så bliver Furesø en af de baner man gerne vender tilbage til og spiller år efter år.
Furesø Golfklub har også måske et af Nordsjællands flotteste klubhuse. Det er nemlig indrettet i det prægtige hovedhus på den gamle gård ’Hestkøbgaard’. Når man træder indenfor bliver man straks fanget af den særlige stemning, og rummene, der er indrettet med stavparketgulv og mægtige lysekroner, findes ikke magen til ret mange steder i de danske golfklubber.
Klubhuset og den tilhørende udendørs terrasse er en skønt sted at afslutte et besøg i Furesø Golfklub, der med mere end 1500 medlemmer er en af landets største golfklubber.