Tilbage til Sjælland
Køge Golf Klub
Sjælland, Danmark
Køge Golf Klub blev stiftet i 1969 og er dermed nr. 24 i rækken blandt Danmarks ældste golfklubber.
Klubben råder over en Sydbane (18-huller), som er mesterskabsbanen, samt en 9-hullers bane (Nordbanen), hvor der kan spilles til sommergreens hele året rundt og hvor der i øvrigt ikke er nogen handicap-begrænsning.
Sydbanen, der er anlagt ad to omgange, er en spændende intim parkbane. De første 9-huller åbnede i 1970, men banen blev komplet med 18-huller i 1975.
De gamle træer skaber nogle smukke rammer, og det ses tydeligt, at banen har eksisteret i mere end 50 år. Man får hurtigt oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en stor parklignende have.
Banen er, efter moderne standarder, anlagt på et ret så lille område. Det betyder, at hullerne (fra green til næste tee) ligger tæt. Alligevel mærkes det ikke, når der er travlhed på banen. Her er de mange træer nemlig med til at afskærme hullerne og skabe en dejlig spilleoplevelse.
Sydbanen har ikke megen rough, men det mange opstammede træer kan til gengæld skabe masser af udfordringer.
Og så skal man tage sig i agt på de huller, hvor der er vand i spil. På et par af hullerne er layoutet drilsk og kan hurtigt straffe den uopmærksomme spiller.
Når man når frem til greens, så ses det, at banen er fra 1969. Dengang anlagde man typisk golfbaner med små greens, og det er også tilfældet i Køge Golf Klub.
Flere steder undervejs på runden synes greens så små, at det næsten føles umuligt at skulle have det tætklippede areal fra 150 meter. Men det er muligt, og selvom banen ikke er så lang, 5.937 meter fra det bagerste herre tee, så skal man altså alligevel holde tungen lige i munden, hvis bolden skal landes sikkert på de små greenområder.
Sydbanen lukkes i vintermånederne for at skåne den, så den kan stå flot i hele sommersæsonen.
Til anlægget hører der også nogle særdeles gode træningsfaciliteter med 27 hullers puttinggreen, drivingrange med overdækkede udslagssteder, indspilsområde samt et særligt shortgameområde.