Anmeldelse: Linksgolf slår det meste

Edinburgh & East Lothian, Skotland | Publiceret 28-08-2017

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på GolfersGlobe er begejstret for linksgolf, og vi har da også efterhånden spillet og anmeldt næsten 30 linksbaner i både Skotland, Irland og England.

Ifølge The Links Association findes der 246 ægte linksbaner i verden, hvoraf 210 ligger på de britiske øer. Fordelingen af de 210 britiske baner er sådan, at der i Skotland findes 84 linksbaner, mens de resterende fordeler sig med; Irland (58), England (53) og Wales (15).

                                            

Klik på billedet øverst på siden for at se, hvordan en klassisk linksbane tager sig ud. Banen er Lahinch i det sydvestlige Irland

                       

På grund af banernes unikke karakter er linksgolf en populær varer, som tiltrækker golfspillere fra hele verden. På en bane som Ballybunion i det sydvestlige hjørne af Irland spilles der hvert år 12.000 green fee runder. 99 pct. af de besøgende er amerikanske golfspillere, der kommer hertil for at få sat et kryds på deres bucket-list over must-play golfbaner.

Fordi linksgolf er så unikt har golfbanearkitekter længe ladet sig inspirere af de historiske britiske baner, når de andre steder i verden har skullet anlægge nye golfbaner. Resultatet er, at der i dag findes golfbaner overalt i verden, som gør hævd på betegnelsen ’linksbane’, og der findes sågar et begreb, der kaldes for inland linksbaner, selvom det i realiteten intet har at gøre med en ægte linksbane.

Men hvad er så en ægte linksbane?
En klassisk linksbane vil altid ligge i et område ud mod havet og kysten. Som oftest vil layoutet bestå af sandklitter, marehalm, gorsebuske eller tornblad som de også hedder på dansk. Der vil som regel ikke være nogen træer eller i det mindste kun meget få træer på banen.

Selve ordet ‘links’ kan oversættes til noget i retning af det uopdyrkede strandareal, der ligger mellem havet og det mere frugtbare (landbrugs)jord lidt inde i landet.

I golfens vugge blev golfspillet altid spillet i det rå kystnære klitlandskab, hvor vejrforhold og sandede jordbundsforhold gjorte det umuligt at dyrke jorden.

Til gengæld viste det sig, at arealerne passede perfekt til en golfbane. Den særlige græstype, som helt naturligt fandtes her, krævede nemlig minimal vedligeholdelse og kaniner, får og geder sørgede for, at græsset blev holdt nede.

På en historisk linksbane er layoutet typisk lagt ud på en måde, så der spilles 9 huller ud og 9 huller ind. Man starter altså ved klubhuset og 'turner' længst væk. Det betyder også, at hvis vinden under hele runden blæser i den samme retning vil man eksempelvis kunne opleve mere eller mindre at have vinden i ryggen på 9 huller og vinden direkte imod sig på de sidste 9.

Hvorfor er linksgolf noget særligt?
Det som er karakteristisk ved at spille linksgolf, og det som er med til at gøre det til noget særligt, er rammerne det foregår under. Ofte er der udsigt til havet, og hvis ikke det er tilfældet, så kan man høre de brusende bølger bag de store sandklitter, der afskærmer banen fra havet. Vinden spiller så godt som altid en faktor på disse åbne baner, og så findes der på mange linksbaner sandklitterne, der rager op som kæmpemæssige sandbjerge, dækket af marehalm.

Det er på samme tid råt og fantastisk smukt.

Selve spillet er også anderledes end på en almindelig (park)golfbane. Fairways på en linksbane er typisk mere kuperede og kan bestå af en masse pukler. Det giver både skæve, uberegnelige opspring og lejer, hvor man kommer til at stå akavet over bolden. De sandede jordbundsforhold gør, at fairways ofte er stenhårde, hvilket giver masser af rul.

Og så er der de karakteristiske potbunkers. ‘Pot’ på engelsk er en gryde, og bunkers er som regel formet som små runde, dybe ‘gryder’. De kan være designet, så alt falder ned mod bunkeren. Det vil sige, at kommer bolden indenfor en radius af et par meter fra bunkeren, så kan man godt regne med, at bolden automatisk bliver taget med og ruller ned i sandet. Det kan lade sig gøre, fordi arealerne rundt om bunkers er klippet helt ned, så intet kan stoppe boldens vej mod bunkeren.

På andre baner kan man opleve et design, hvor bolden ligefrem skal rulle op i bunkeren. Det betyder, at bunkeren reelt kun er i spil, hvis man slår et decideret skævt slag direkte mod bunkeren. Nogle bunkers har også det karakteristiske ‘skæg’. Det er marhalmsgræs, der hænger ud over bunkerkanten i spilleretningen, og som er med til at fange og straffe slag, der kommer for tæt på kanten. Det kan bl.a. opleves på Royal County Down i Nordirland.   

Og så er der greenområder. På en parkbane vil man som regel kunne slå et wedgeslag ind på green og få stop (backspin) på bolden. Det er stort set umuligt på en udtørret green på en linksbane. Bolden får derimod masser af rul, og derfor er det nødvendigt at tilpasse sit spil på en sådan måde, at bolden enten trilles fladt ind eller slås så tilpas kort af pinden, at den kan rulle op/hen til hullet.

‘Bump and run’ betyder netop, at der slås lavt eller fladt ind mod pinden i modsætning til at flyve bolden tæt op til hullet.

Det er samtidig ikke ualmindeligt, at greens er temmelige kuperede, så der skal puttes hen over pukler og knolde, og ofte synes der kun at være få pindplaceringer på selv store greens.

På mange linksbaner ses også de særlige 'run-off' områder rundt omkring de hævede greens, så er man bare en smule skæv og dermed på kanten af greens vil run-off områderne føre bolden væk. Ofte kan der være tale om, at man var 'tæt på', men alligevel ender op med at have et 20-30 meters indspil på noget, som i første omgang lignede et relativt fornuftigt slag mod green.

Endelig er der den faktor, at fairways er både hårde og så tilpas tætklippede, at det kan være svært at slå en turf og for alvor få bolden op i luften på sammen måde, som det er muligt fra en blødere fairway på en parkbane.

Hvor kan man spille linksgolf?
Linksgolf kan spilles mange steder i verden, men vil man prøve at spille en klassisk, historisk linksbane kan man som nævnt gøre det i enten England, Irland, Skotland eller Wales.

Blandt de linksbaner som gang på gang topper listerne over de bedste baner finder man baner som Trump Turnberry Resort (Ailsa), Royal County Down, Carnoustie, St Andrews (Old Course), Royal Birkdale, Royal Dornoch Golf Club og Royal St George’s.

Her får du en Top-5 liste over de linksbaner, som GolfersGlobe har spillet:

1. Trump International Golf Links – Doonbeg, Irland

2. Panmure Golf Club, Skotland

3. Royal County Down, Nordirland

4. Burnham & Berrow, England

5. Ballyliffin Golf Club, Nordirland

Alle artikler

Banebesøg på Lydinge Resort

Banebesøg på Lydinge Resort

SVERIGE: En smut over Sundet byder på masser af fantastiske golfoplevelser. Et sted, der er populært blandt danskere er Lydinge Resort, som byder på god golf og mulighed for at overnatte...

Vilamoura fortsætter den ambitiøse udvikling

Vilamoura fortsætter den ambitiøse udvikling

Nyt britisk pubkoncept på menuen hos en af Portugals ældste golfbaner...

Her er årets bedste julegave!

Her er årets bedste julegave!

James Bond og Golf Pride fejrer i fællesskab den hemmelige agent med stil...

Sotogrande opnår fornem placering på ny ranking

Sotogrande opnår fornem placering på ny ranking

Sotogrande, i det sydlige Spanien, cementerer sin position som en af Europas førende golfdestinationer med den seneste Golf Digest World Top-100 ranking...

VIDEO: Suveræn golfturnering

VIDEO: Suveræn golfturnering

Det siger deltagerne: Virkelig en sjov turnering - vi kommer helt sikkert igen. Flotte præmier og fantastiske golfbaner. Race to Thailand er bare en super fed golfturnering....

Golfikon fra 1968 er snart klar i nye klæder

Golfikon fra 1968 er snart klar i nye klæder

En af Portugals mest ikoniske golfbaner er i gang med at blive renoveret. Når arbejdet er færdigt vil Old Course i Dom Pedro Golf Vilamoura igen være at finde blandt Portugals bedste…