Tilbage til Sydøst
Prince's Golf Club
Sydøst, England
Prince’s Golf Club (1906), der ligger ved Sandwich Bay, og er nabobane til Royal St George's, råder over 27 golfhuller fordelt på 3 sløjfer, The Shore, The Dunes og The Himalayas.
Hver sløjfe, som alle starter og slutter ved klubhuset, har sit eget unikke layout, og hele anlægget står funklende flot og knivskarp.
Mesterskabsbanen på Prince’s Golf Club, der ofte benyttes som kvalifikationsbane til The Open Championship, er The Shore og the Dunes og tilsammen udgør de to sløjfer en fremragende test for enhver golfspiller.
Prince’s Golf Club byder på en ægte linksoplevelse. Layoutet er udfordrende på et åbent anlæg, der ligger tæt ud mod havet. Man skal for alt i verden prøve at undgå de mange og til tider ret så dybe potbunkers og så skal man være forberedt på at skulle slå slag ind til greens fra nogle ret så kuperede og puklede fairways.
Prince’s Golf Club kan også tilbyde gode overnatningsmuligheder ved banen i The Lodge at Prince’s , ligesom der findes en restaurant, hvor gæsterne har den mest vidunderlige udsigt ud over Sandwich Bay.
En overnatning på The Lodge at Prince’s giver mulighed for både at spille Prince’s Golf Club, nabobanen Royal St. George's og Royal Cinque Ports Golf Club, der ligger lidt længere nede ad kysten.