Toscana er en af Italiens mest attraktive golfdestinationer, og fra mange steder i Europa er Toscana samtidig den oplagte kør-selv-destination.
Golfferien til Italien er anderledes end så mange andre europæiske golfdestinationer. For i Italien leves livet, og ferien kan eksempelvis nemt krydres med et par besøg på nogle af områdets mange vingårde. Det ville faktisk være at snyde sig selv ikke at prøve netop det som Toscana er så kendt for – de mange gode vinproducenter. I det hele taget er Toscana kendt for sin fremragende gastronomi, og området er et sandt overflødighedshorn for gourmetelskere.
-
Desuden kan man, i Toscana, opleve en lang perlerække af både små og store middelalderbyer og har man bilen med på golfferien, så er der rig mulighed for at køre gennem det bølgende toscanske landskab og besøge byer som Montepulciano, Pienza, Pisa, Lucca, Firenze, Siena og San Gimignano. Alle sammen steder som er kendt for den smukke arkitektur og bevaringsværdige bygninger.
Firenze er en af områdets hovedattraktioner, ligesom Pisa er det med det berømte skæve tårn. I Firenze er byens centrum på UNESCO's Verdensarvsliste, og her kan man opleve flotte palæer, shoppe i små designerforretninger og så ellers spise en god frokost eller middag på en af byens mange gode restauranter.
Sidst men ikke mindst, så er Toscana, med det smukke, bakkede landskab, som skabt til golfbaner. I alt findes der mere end 20 golfbaner spredt ud over området, og blandt de bedste baner finder man Punta Ala Golf Club, Golf Club Castelfalfi og L’Argentario Golf.
- Læs mere om Toscana her