Apulien er blevet kaldt for Italiens eksotiske hjørne. Til tider kaotisk, men som oftest i perfekt balance. Apulien er fuld af kontraster. Området er eventyrligt smukt og fuld af mageløse rejseoplevelser!
Italienerne er kendt for at tage imod turisterne med åbne arme, og Apulien er bestemt ingen undtagelse. Apulien ligger i hælen af støvlelandet og er med godt 4 mio. indbyggere et af Italiens tyndest befolkede områder.
Den sydlige region, der har en størrelse på 450 km i længderetningen og måler 100 km i bredden, er historisk set ofte blevet overset af turisterne. Det hænger bl.a. sammen med, at det sydlige Italien i mange år var et fattigt område, som ikke rigtig appellerede til turisterne.
Men de senere år er udviklingen vendt. Især italienerne har taget regionen til sig, så Apulien i dag er en af italienernes foretrukne feriesteder. Men selvom der kan være livligt mange steder i højsæsonen, vil man stadig kunne opleve, hvordan man befinder sig langt væk fra turismens absolutte epicentre.
1. Golfbanerne i Apulien
Til trods for, at Apulien på papiret ikke er nogen stor golfdestination, så findes der flere gode golfbaner, som gør regionen værd at besøge.
De to bedste 18-hullers golfbaner er San Domenico Golf og Acaya Golf Club.
Vil man bo tæt ved golfbanen, skal man vælge Acaya Golf Club, der foruden skønne overnatningsmuligheder også tilbyder restauranter, barer og spa. Golfbanen ligger kun 20 minutters kørsel fra Leece og blot 5 minutter fra kysten.
Acaya Golf Club er ikke kun kendt i Apulien. For golfbanen har været med til at sætte standarden for golf i området, og Acaya Golf Club siges i dag at være en af Italiens bedste golfbaner.
Et andet godt bud på et golfophold er det luksuriøse Borgo Egnazia. Resortet ligger 1,5 times kørsel nord for Acaya Golf Club op langs med Adriaterhavskysten. Til Borgo Egnazia hører San Domenico Golf, der især er kendt for de mange fantastiske udsigtshuller til Adriaterhavet.
Læs mere om golfbaner og hoteller i Apulien nederst på siden
2. Kultur- og naturoplevelser
Når timerne ikke bruges på golfbanerne, så kan man se frem til et hav af spændende ferieoplevelser. Her i det sydøstlige hjørne af Italien er farverne mere intense og arkitekturen særegen. Gennem tiden har forskellige kulturer og folkeslag sæt deres præg på Apulien. Således fortæller historiebøgerne om, hvordan både grækere, romere, arabere, byzantinere, normannere, franskmænd og spaniere har været med til at forme kulturen i dette hjørne af Italien. De mange kulturers aftryk ses i dag både i befolkningen, i maden og i arkitekturen.
Apulien er et skattekammer af smukke kirker, gamle borge og fæstningsværker, og når man tager på opdagelse i Apulien, så er Salento-halvøen i den sydlige del af regionen et fascinerende bekendtskab. Her ses vinmarkerne så langt øjet rækker, og de smukke landskaber med de iøjnefaldende ældgamle stengærder, der omkranser de maleriske appelsin- og olivenlundene, er noget af det, som brænder sig fast på nethinden.
Se video fra Apulien øverst i artiklen
Ude ved kysten betages man af de dramatiske klippeformationer og tiltrækkes af de smukke, gyldne sandstrande. Det gælder ikke mindst ved den Joniske kyst syd for Gallipoli, som i rejsebeskrivelserne kaldes for Italiens svar på Maldiverne.
Kører man ind i landet, så tager det fintmaskede vejnet de rejsende med gennem idylliske landsbyer, som Locorotondo og Alberobello. Og i Lecce, der er kendt som Syditaliens Firenze, kan man i den historiske bymidte opleve et så stort antal smukke bygninger og monumenter fra baroktiden, at Unesco har erklæret bymidten for en del af vores verdensarv.
I de små landsbyer skal man huske at gøre et stop og ’fare vild’ i det små, skyggefulde stræder. Det er samtidig et must at tage en pause på de stemningsfulde torvepladser, hvor de lokale ofte samles. Det er her, man for alvor kan opleve det autentiske Italien og landets uimodståelige charme.
Tre tips til hvad man skal opleve i Apulien:
A. Er der lagt en fridag ind i programmet på golfferien til Apulien, så er Alberobello helt sikkert et besøg værd. Byen er blevet berømt for de unikke kalkstenshuse med de kegleformede tage. De 1400 såkaldte trulli eller trullo-huse er for længst kommet med på Unescos liste over verdensarv, og det er der også god grund til. De særprægede huse stammer nemlig helt tilbage fra det 15. århundrede. Husene er opført uden brug af mørtel eller andet bindemiddel. Væggene er metertykke, hvilket betyder, at de lokale på trods af det varme klima i Apulien sjældent har klimaanlæg installeret. Det skyldes, at temperaturen i husene mere eller mindre er uafhængig af klimaet udenfor. Mange af husene udlejes i dag som ferieboliger.
B. Nationalparken Sentiero Airone med de tusindvis af lyserøde flamengoer er et smukt syn ikke mindst i de sene eftermiddagstimer, hvor solen er på vej ned.
C. Besøg også den lille idylliske kystby Polignano a Mare, der ligger ud mod Adriaterhavet. Byen rummer bl.a. en smuk gammel bydel og har også en lille by strand, hvor man kan tage sig en dukkert og slikke sol med de lokale. Polignano a Mare er også kendt for sine spektakulære og eksklusive restauranter, der ligger i huler inde i klippevæggen med udsigt til det brusende hav.
3. Det lokale køkken
På den kulinariske front er Apulien karakteriseret af simple egnsretter domineret af grøntsager og friskfanget fisk. Et rustikt og ukompliceret køkken med fokus på den gode smag.
På torvepladserne i de mindre landsbyer byder de små familieejede trattoria’er indenfor til italienernes varemærke; enkle retter med masser af saft og kraft.
Apulien har landets længste kyststrækning, og det giver rig mulighed for at tilføre middagsbordet alt godt fra havet i form af blæksprutte, søpindsvin, tun, ansjoser, sardiner og meget mere.
De syditalienske familietraditioner har formet et køkken, hvor ’Less is more filosofien’ synes at være den herskende opfattelse af, hvordan et godt gedigent italiensk måltid skal tage sig ud. Lokale oste, hjemmelavet pasta, fisk og friske grøntsager en masse og så selvfølgelig de lokale vine, der smager fortryllende godt. Mere skal der ikke til for at skabe et festmåltid.
4. Det praktiske omkring golfrejsen til Apulien
Når man rejser til Apulien skal man regne med, at man flyver til enten Brindisi Salento Airport, Bari, Napoli eller Pescara. Fra de to sidstnævnte byer er der cirka 100 km. kørsel før man ankommer til Apulien.
Det er generelt både nemt og billigt at leje bil i Italien. Når du hjemmefra har booket bilen gennem et af de store udlejningsselskaber vil man ved ankomst hurtigt få udleveret bilnøglerne, så golfferien for alvor kan begynde. Husk, at når du booker din bil, skal der vælges en model, hvor der både er plads til kufferter og golfbags.
5. Vejret i Apulien
På disse kanter er solen gavmild, og Apulien er samtidig et område, hvor der falder meget lidt nedbør.
Begge dele er noget som taler for at tage på en golfferie til det sydlige Italien. På disse kanter kommer foråret tidligt, og allerede i april er den maksimale gennemsnitstemperatur på 18 grader. Temperaturen topper i juli og august, hvor det ikke er ualmindeligt, at termometeret viser 30 grader. Med de gode lufttemperaturer følger også behagelige vandtemperaturer, og helt hen i september måned er badevandstemperaturen på 23 grader.
Det sydlige Italien kan være meget varmt midt på sommeren, også varmere end beskrevet ovenfor, så de bedste tidspunkter for en golfrejse til Apulien er i forårsmåneder frem til og med juni måned og så igen i september og oktober måned.