Vil man prøve en anderledes golfdestination, så skal man tage til Skagen. For Skagen afviger fra normen, og heroppe på toppen af Danmark kan man bl.a. forene dagene på golfbanen med afslapning og gourmetoplevelser.
Skagen er også kendt for at have nogle af Danmarks bedste badestrande, og så er der det særlige lys, som tiltrak Skagenmalerne for mere end 100 år siden.
I dag er Skagen et turistområde, som appellerer til en særlig gruppe turister. Livsnydere og dem som har sans for livets gode sider. Københavnerne og alle de andre kommer her hvert år i uge 29. Her når hypen hvert år nye højder, mens andre foretrækker at komme i de stille perioder, uden for sæsonen, for at opleve roen og den smukke natur.
GolfersGlobe har nedenfor samlet nogle af de oplevelser, som er vores bud på, hvad man skal opleve, når man er taget på et golfophold i Skagen.
Skagensmalerne
Historien om Skagensmalerne er et særligt kapital af byens historie. De første malere der kom dertil i første halvdel af 1800-tallet var Marinus Rørbye og Steen Steensen Blicher. Siden fulgte blandt andre levemanden Holger Drachmann, Michael og Anna Ancher og P.S. Krøyer.
De mange kunstnere fra kunstakademiet i København dannede en kunstergruppe, som i det stærke sommerlys malede dagliglivet og den rå og storladne natur. Blandt de foretrukne motiver var de lokale fiskere. Kunstmalerne var med deres livsstil og tilstedeværelse med til at gøre Skagen berømt både i Danmark, men også udenfor landets grænser. I dag kan man på Skagen Museum og i Anchers Hus se nogle af de værker, som bl.a. Anna Ancher og P.S. Krøyer har malet.
Men Skagen Museum er ikke ene om at have patent på kreative oplevelser. Skagen Glaspusteri, der ligger i Torvehallerne på Skagen Havn, har siden 2012 inviteret besøgende indenfor i værkstedet, hvor man på tætteste hold kan se, hvordan en glaspuster arbejder. Det er fascinerende at opleve, hvordan flydende, rødglødende glas bliver til smukke brugsgenstande. Bliver man fristet findes der i butikken alt lige fra glas til vaser og lysestager.
Gourmet i Skagen
’Kom for madens skyld’, siger de på ’Toppen af Danmark’. Skagen er nemlig kendt for at have nogle særdeles gode spisesteder.
Blandt de steder alle taler om er Skagen Fiskerestaurant, der ligger på havnefronten, pakket godt ind af de berømte fiskepakhuse, som arkitekten Thorvald Bindesbøll tegnede i perioden 1905-1907. I restauranten er indretningen autentisk, og menukortet byder på masser af fiske- og skaldyrsretter. Restauranten laver også deres egen Bjesk, en form for kryddersnaps, der er lavet på vilde urter og bær, der vokser i klitterne og på de vejrbidte hedearealer omkring Skagen. Om sommeren bænkes gæsterne udenfor ved langborde med udsigt til lystbådehavnen og så er der liv og glade dage på den store terrasse. Hvis man er til god mad og en befriende afslappet stemning, så er Skagen Fiskerestaurant stedet at tage hen.
Lyset er noget særligt i Skagen. Men det er stemningen også. Og den kan man for alvor opleve midt i Skagen, hvor man finder byens gamle elværk, som i dag er omdannet til bryghus. Skagen Bryghus har egen restaurant, og der er mulighed for at komme på rundvisning og efterfølgende smage på bryghuset forskellige øl. Er vejret til det kan man sidde udenfor, og året rundt er der livemusik i Bryghuset.
Vil man spise sin frokost eller middag et andet sted, hvor udsigten kandidere til at være Danmarks bedste, så skal man lægge vejen forbi Restaurant de 2 have, som er Danmarks nordligste spisested. Restauranten ligger med udsigt til Grenen, hvor Kattegat og Skagerrak mødes. Beliggenheden i et fredet naturområde er unik, og restauranten er kendt for at servere en klassisk dansk frokost med respekt for traditionerne. Man er garanteret lokal mad på tallerkenen, og Restaurant de 2 have er da også kåret blandt Danmarks bedste fiskerestauranter.
Efter en god frokost, og måske en tur langs vandet, er det blevet tid til at vende tilbage til byen, hvor aftenens middag meget passende kan nydes i gourmetrestauranten på Ruths Hotel.
En restaurant, som efter sigende har potentiale til at blive forgyldt med en af de eftertragtede michelinstjerner.
Og så er der selvfølgelig restauranten på det legendariske Brøndums Hotel. Det var her, at Skagensmalerne lod sig indlogere og hotellet har i mere end 100 år været synonym med noget særligt. Stemningen er autentisk og køkkenet blandt byens bedste. Det sidste skyldes selvfølgelig ikke mindst, at det er den legendarisk franske kok, Michel Michaud, der huserer i køkkenet. Michaud har en fortid på steder som Falsled Kro, Kong Hans Kælder i København, Søllerød Kro og Ruths Hotel. Michel Michaud kom til Brøndums Hotel i 2016.
Nu er man jo taget til det nordjyske for at spille golf, og når man er kørt til Golfklubben Hvide Klit må man ikke snyde sig selv for et besøg i Kandestederne. Er det frokosttid, så lokker det romantiske Hjorths Hotel med en rigtig god restaurant, som optaget i White Guide, der er Nordens svar på Michelin-guiden.