Tilbage til Det sydlige Irland
Waterville Golf Links
Det sydlige Irland, Irland
Waterville Golf Links er en klassisk linksbane. Den oprindelige bane var fra 1889, mens den nuværende bane, som er kåret til at være blandt Irlands fem bedste golfbaner og blandt verdens 20 bedste linksbaner, er fra 1970'erne.
Samtidig har Golf World Waterville placeret som nr. 34 på listen over verdens 100 bedste golfbaner, og Waterville er også kåret som den bedste golfbane i det sydvestlige Irland.
På Waterville spilles der på de første 9 huller i et fladt og relativt åbent terræn, der ligger en smule væk fra havet. Flere af hullerne løber dog ude langs med den bugt, som skærer sig ind i landet.
På de sidste 9 huller spilles der linksgolf mellem høje klitter, på lækre fairways med højkantede bunkers og ind til nogle fantastiske greens. Afslutningshullerne 16, 17 og 18 spilles helt ude langs med det brusende Atlanterhav.
Et kendetegn ved banen er de mange dybe og relativt små potbunkers. Men disse bunkers er anlagt anderledes end man ellers ser det på mange linksbaner. Typisk oplever man, at alt falder ned mod bunkers, som på den måde opsamler bolde, der kommer for nær 'gryden'. Men på Waterville er det anderledes. Her falder det meste væk fra bunkers. Man kan næsten sige, at boldene enten skal flyve eller rulle 'op' i bunkerne og dermed straffer bunkers på Waterville faktisk kun deciderede dårlige, skæve slag.
Spiller man en bane som Waterville, så gør man klogt i at lade lob wedgen blive i bag’en og spille banen som en linksbane bør spille. Med flade chip and run slag ind til de store, kuperede greens.
Besøg Waterville Golf Links her