Tilbage til Bali
Bukit Pandawa Golf & Country Club
Bali, Indonesien
Bukit Pandawa Golf & Country Club (2016) er Bali’s nyeste golfbane.
Den udemærker sig ved at være en 18-hullers par 3-bane (Par 54). Og det er ikke nogen helt almindelig par 3-bane.
Der er tale om en mesterskabsbane, hvor de 18 huller varierer i længde fra 105 til 220 meter. Hele området, hvor banen er anlagt er så stort, at man kører rundt i buggy og endda har caddie med på vognen.
Banen i Bukit Pandawa Golf & Country Club er designet af den amerikanske arkitekt Bob Moore og det californiske firma JMP Golf Design Group står bag.
Som det fremgår af billederne oppe i billedgalleriet består banen af nogle fantastiske golfhuller. Placeringen på den sydlige del af Bali, og lige ud mod havet, er kun et ekstra plus. Hullerne er omgivet af hav, rismarker og kalkstensklippeformationer. Fra en række af hullerne er der kig til det Indiske Ocean og surferparadiset ved Bukit halvøen. Det er både smukt og spektakulært.
Golfbanen åbnede i efteråret 2016, og der er planer om at opføre op til flere 5-stjernede luksushoteller fra kendte hotelbrands, som Waldorf Astoria, Mandarin Oriental og Swissôtel.
Besøg Bukit Pandawa Golf & Country Club her