Destinationer Finland
Om Finland
Golf i Finland er for mange en ukendt størrelse, men faktisk er Finland et stort golfland (med en kort golfsæson) med omkring 150 golfbaner. Afhængig af, hvor man befinder sig, så varer sæsonen fra sen forår til tidlig efterår.
En stor del af Finland er præget af skov, søer og smuk natur, og Finland kaldes da også med rette for de tusind søers land. I alt findes der næsten 188.000 søer i Finland, og de mange søer er også blevet kaldt for ’det finske landskabs øjne’.
Med den smukke natur er der alle tiders chance for at finde en golfbane, som ligger i et unikt naturlandskab omgivet af skov og søer. Banerne ligger spredt ud over det meste af Finland, og man finder en hel del gode golfbaner mod syd i køreafstand fra Helsinki.
Helsinki Golf Club (1932) er Finlands ældste golfklub, og de senere år er der kommet en række nye og rigtige golfbaner på landkortet.
Finland er kendt for, at det er her man kan komme i sauna, spise masser af frisk fisk og opleve den lyse midsommer. Bor man i eller tæt på Helsinki, så er den finske hovedstad bestemt også et besøg værd. Byen summer af liv, og man finder masser af museer, gode restauranter og trendy designbutikker.
Alt i alt byder Finland på en unik mulighed for at opleve et af Europas mest naturskønne områder, spille nogle fantastiske golfbaner og kombinere det hele med nogle dages storbyferie i Helsinki.