Der er langt til New Zealand fra vores hjemlige breddegrader, men for golf aficionados er der alligevel godt nyt og noget at rejse efter. For med åbningen af North Course får verden en af Tom Doaks største mesterværker at se.
Sådan lyder meldingen fra ejerne af Te Arai Links, der ligger på den østlige kyststrækning på Nordøen, godt 1,5 times kørsel nord for Auckland.
Resortets første golfbane, South Course, oplevede nærmest vanvittig berømmelse, da banen åbnede i 2022. Samtlige 18 huller var anlagt tæt ud mod Stillehavet, og begejstringen var så stor, at dette mesterværk af en golfbane hurtigt strøg ind blandt verdens bedste golfbaner.
Nu er man klar med endnu en golfbane. Denne gang The North Course, der altså er designet af den verdensberømte golfbanearkitekt Tom Doak.
De særlige karakteristika ved området her nord for Auckland, og de specielle jordbundsforhold muliggør et design, og en golfbane med et udtryk, som de fleste arkitekter kun kan drømme om
Tom Doak (Renaissance Golf Design), der har amerikansk baggrund, står også bag baner som Pacific Dunes i Oregon (USA), Ballyneal Golf Club i Colorado (USA), Barnbougle Dunes i Tasmanien og Cape Kidnappers i New Zealand. Alle banerne finder man, ifølge Golf Magazine, blandt verdens Top-100 golfbaner.
Tom Doak er således kendt for at designe golfbaner i verdensklasse, og Te Arai Links, North Course er endnu en golfbane, der med garanti vil opnå hæder og berømmelse.
Kendetegnende for området, hvor man finder Te Arai Links er, at golfbanerne ligger omgivet af træer og sandklitter, mens den smukke Stillehavs-kyststrækning fuldender følelsen af, at man befinder sig et helt særligt sted.
Terrænet findes stort set ikke magen til nogen andre steder på kloden, og på baggrund af landskabets særlige karakter, og modtagelsen som South Course fik, har man med stor forventning set frem til åbningen af North Course i oktober 2023.
Ikke brug for undskyldninger
På den eksklusive og private nabobane Tara Iti ses Stillehavet også på samtlige huller, så da Tom Doak fik til opgave at designe Te Arai Links, North Course ønskede den verdensberømte arkitekt at designe en golfbane med et anderledes udtryk.
Resultatet blev en golfbane, hvor en del af hullerne løber inde i landet. Det gav spænding om resultatet, men Tom Doak har på intet tidspunkt vaklet i troen.
’Det kan føles lidt mærkeligt at undskylde for, at der kun er 7 huller, der ligger tæt på havet, især når resten af North Course løber gennem et terræn, der måske mest af alt minder om Pine Valley (kåret som verdens bedste golfbane; red.),’ siger Doak.
Arkitekten på arbejde
Normalt når Tom Doak arbejder på nye projekter, så overlades det praktiske arbejde med at flytte rundt på de enorme jordmængder til betroede medarbejdere, men med Te Arai Links, North Course er historien en anden.
Golfbanen tog nemlig form under COVID-19-pandemien, hvor Doak i foråret 2022 rejste til New Zealand. Her blev han i to måneder, hvor han tog del i det praktiske arbejde.
’Jeg er stadig ikke så god på bulldozeren, men jeg elsker det,’ har Doak bl.a. udtalt.
Da man anlagde Te Arai Links, North Course fandt man rester efter en befæstning fra den oprindelige indfødte Maori-befolkning, der kom til New Zealand omkring år 1300 e.kr. I dag ses de historiske levn mellem 5. tee og 6. green
Når Tom Doak bliver spurgt omkring banen, svarer han sådan her:
’Resultatet er visse steder ret specielt, som greens på 4. og 7. hul. Udtrykket er måske næsten for voldsomt vil nogen mene ved første øjekast, men efter at have vurderet dem et stykke tid blev vi enige om at beholde det, som var det tiltænkt i første omgang. Vi skal være ærlige at sige, at med South Course som nærmeste nabo, så følte vi en vis forpligtigelse til at levere et ekstraordinært resultat, for at banerne kunne blive på samme niveau. Terrænet lå her allerede, med perfekte jordbundsforhold og et bølgende klitlandskab, men vi var klar over, at der skulle mere til. Resultatet ser vi i dag med måden, hvorpå fairways og greens er anlagt. Baneforløbet indeholder flere huller ude ved havet og bl.a. er par 3-hullet (17. hul) samt 18. hul ude langs med havet i ren verdensklasse’, lyder det fra Tom Doak.
En golfbane med flamboyante karaktertræk
North Course starter og slutter ved havet, og undervejs lægges vejen også forbi Stillehavet på 8. og 9. hul. Ind imellem tages golfspillerne med på en rejse ind gennem fyrreskov og enorme sandklitter.
Flere af hullerne løber gennem et dalområde, eller det som Doak kalder for en naturlig skål i landskabsbilledet. Her er hullerne 4-7 blevet anlagt.
Som en del af layoutet har man skabt det, som på engelsk kaldes for half-par holes. Frit oversat betyder det huller med gode chancer for at score, men hvor god course management ofte er påkrævet.
Layoutet omfatter således nogle meget stærke par 4-huller. Ofte korte huller, men som pga. placeringen også kan byde på store udfordringer, når vinden blæser ind fra Stillehavet.
Virkeligheden er, at alle huller på North Course forbliver meget tæt på havet. På en given dag kan hvert af de 18 huller spille helt forskelligt fra dagen før, afhængigt af vindretningen. Det er det, golf ved havet handler om.
For anmelderne, som i den kommende tid vil strømme til Te Arai Links, vil det uundgåelige spørgsmål dukke frem. Hvilken bane er bedst og hvilken bane vil du foretrække at spille igen og igen. South Course eller North Course?
Hos værterne hersker der ingen tvivl.
’Spil dem begge. Så kender du bagefter svaret.’