Mexico er kendt for at have masser af fantastiske golfbaner, men særligt et område skiller sig ud. Læs her om Los Cabos-områdets mageløse golfbaner – et område, hvor golfbanearkitekterne står i kø for at få lov til at sætte stregerne til en ny drømmegolfbane.
På den amerikanske golfmagasin Golfweek's seneste Top-50-liste har Los Cabos området i den sydlige del af Baja California halvøen hele 13 golfbaner med på listen. Billedet øverst i artiklen er fra Danzante Bay Golf Club.
Listen med titlen ‘Top 50 Mexico, Caribbean, Atlantic and Central America’ er Golfweek’s ‘Ultimate Guide to Golf Course, Living and Great Escapes’. Sådan!
Los Cabos stråler på den seneste liste, som udkom i januar 2022, hvor hele 7 af områdets golfbaner har fundet vej ind i Top-20.
Panelet, som er med til at rangere golfbanerne, består af mere end 100 medlemmer, der konstant rejser rundt og bedømmer golfbanerne ud fra 10 opsatte kriterier. Når listen offentliggøres, er den et resultat af eksperternes bedømmelse udelukkende af golfbanerne, og i bedømmelsen indgår altså ikke vurderinger af resorts eller andet.
En lang række af golfbanerne på Baja California halvøen er private baner uden adgang for offentligheden. Andre baner er private, men her har man åbnet døren på klem, så gæster kan få adgang, hvis de bor på særligt udvalgte hoteller.
Vi bringer nedenfor omtale af udvalgte baner fra Golfweek’s liste. De nævnte baner er ikke nødvendigvis omtalt i den rækkefølge, som de ligger på listen, og flere baner er udeladt fra omtalen, da de ikke er tilgængelige for offentligheden.
Nummer to på Golfweek’s liste er Diamante (Dunes Course), (billedet ovenfor) som er en del af et privat resort-område. Banen, der åbnede i 2009, er designet af Davis Love III. Dunes Course har sit eget linkspræg og kan bedst betegnes som en sand golfperle. Der er dog kun begrænset adgang for offentligheden, men bor man på et af de følgende to hoteller, Nobu Hotel og Hard Rock Hotel, er man måske heldig at kunne få sig en starttid. Begge hoteller ligger lige ved golfbanen.
Se flere billeder fra Diamante golfbanerne på linket HER
Næste bane på listen finder man på en 11. plads. Cabo del Sol (Cove Club) var da den åbnede i 1994 med til at sætte Los Cabos på det internationale golfverdensatlas. Det var således en af pionerbanerne og selvfølgelig, fristes man til at sige, var Jack Nicklaus manden bag det opsigtsvækkende design. Los Cabos omtales ofte som ’Pebble Beach of the Baja’. Banen blev af Nicklaus redesignet i 2019 og er i dag en privat bane.
Chileno Bay
Chileno Bay er nummer 13 på listen. Banen er designet af legendariske Tom Fazio, der gennem mere end 50 år har designet golfbaner over det meste af USA. Chileno Bay Course er en vidunderlig golfbane, hvor fairways snor sig gennem det bølgende ørkenlandskab, og herfra har man fra hvert eneste hul udsigt til enten bjergene eller havet. Banen er privat, men gæster på Chileno Bay Resort & Residences (Auberge Resorts) har mulighed for at få en starttid.
Querencia ligger side om side med Chileno Bay på en 13. plads på Golfweek's liste
Endnu et mesterværk finder man på 16. pladsen. Rancho San Lucas (billedet ovenfor) fra 2020 er designet af Greg Norman og er altså en af områdets nyeste golfbaner. På Rancho San Lucas kommer spillerne undervejs på runden gennem tre vidt forskellige landskabsområder med klitter, kaktus-skov og beachfront huller. Denne linksstyle golfbane er åben for gæster, der bor på områdets Solmar Group hoteller, inklusive Grand Solmar på Rancho San Lucas Resort.
Se flere billeder af golfbanerne fra Los Cabos
Lidt længere nede på listen på en 20. plads finder man Twin Dolphin, der ligger mellem de to byer, Cabo San Lucas og San Jose del Cabo. Fred Couples er manden, der har sat stregerne til golfbanen, der åbnede i 2018. Banen er anlagt på et højtliggende areal, og de 18 huller spreder sig over tre markante klippefremspring højt hævet over havet. Herfra har spillerne den mest fantastiske panoramaudsigt over havet. Twin Dolphin er en privat klub, som dog modtager gæster fra resorthotellet Montage Los Cabos i Santa Maria Bay samt fra The Montage Residences.
Blandt de øvrige Los Cabos golfbaner, som er stemt ind på Golfweek’s Top 50 rangliste finder man bl.a. også El Cardonal på en 33. plads. Banen er Tiger Woods første værk som golfbanearkitekt.
Du kan læse mere om golfbanerne på Baja California halvøen på linket her