Bukit Pandawa Golf & Country Club er Bali’s nyeste golfbane og måske endda forløber for en helt ny trend indenfor golfverdenen.
Banen i Bukit Pandawa Golf & Country Club er nemlig en 18-hullers par 3-bane. Og det er ikke nogen helt almindelig par 3-bane.
Ejerne kalder den for en mesterskabsbane, og der er da også noget mesterligt over designet, som den amerikanske arkitekt Bob Moore og det californiske firma JMP Golf Design Group står bag.
Den nye trend består selvfølgelig i, at man kan komme ud og spille golf på ferien til Bali uden at skulle bruge hverken 5 eller 6 timer på det. Er man afsted med familien, så passer det perfekt med en 18-hullers runde i Bukit Pandawa Golf & Country Club. En runde tager ikke mere end et par timer og behøver derfor ikke spolere ferieidyllen.
Som det fremgår af billederne består banen af nogle fantastiske golfhuller. Placeringen på den sydlige del af Bali, og lige ud mod havet, er kun et ekstra plus. Hullerne er omgivet af hav, rismarker og kalkstensklippeformationer. Fra en række af hullerne er der kig til det Indiske Ocean og surferparadiset ved Bukit halvøen. Det er både smukt og spektakulært.
Det er ikke en golfbane med 18 korte par 3-huller. Længden på de enkelte huller varierer fra 105 til 220 meter, og hele området, som banen er anlagt på, er så stort, at man kører rundt i buggy og endda har caddie med på vognen.
Den indonesiske ø, som også kaldes for ’Gudernes Ø’, er i forvejen kendt som lidt af en paradisø, og de 18 huller i Bukit Pandawa Golf & Country Club ligger da også i et paradisisk område.
Golfbanen er netop åbnet i efteråret 2016, men den kommer ikke til at ligge alene ved Kutuh, South Kuta for ejerne har ambitiøse planer om at opføre flere 5-stjernede luksushoteller fra kendte hotelbrands, som Waldorf Astoria, Mandarin Oriental og Swissôtel.
Mange vil måske indvende, at man ikke tager på en golfferie til Bali for udelukkende at spille på en par 3-bane. Mesterskabsbane eller ej.
Men det behøver man skam heller ikke for på Bali findes der en række spændende golfbaner. Nirwana Bali Golf Club er en af de baner, som er værd at fremhæve, for den er også noget helt særligt. Det samme kan der siges om Bali National Golf Club, der hører blandt Bali’s signaturbanerne og som genåbnede i 2014 efter en større renovering.
Klik oppe i BILLEDGALLERIET for at se en video fra åbningen af Bukit Pandawa Golf & Country Club.