Baku er hovedstaden i Azerbaijan. Byen er både blevet kaldt for Østens Paris og Kaukasus' Dubai. Baku optræder bl.a. på listen over de byer i verden, hvor man finder det bedste natteliv.
Baku, der ligger ved Det Kaspiske Hav, udgør en historisk bro mellem Vesten og Østen, og byen er i dag kendt for sin gamle bydel med de mange Art nouveau bygninger og det imponerende Jomfrutårn, der menes at være blevet opført i 12. Århundrede. Den gamle bydel er UNESCOS liste over verdens kulturarv, og mange af de oprindelige Art nouveau bygninger fungerer i dag som museer.
Kendt er byen også for den 4 km lange promenade langs havet og de moderne skyskrabere, herunder de 3 flammetårne med det udfordrende design. Alle disse ting har været med til at sætte Azerbaijan på landkortet og gjort Baku til en storby, som hvert år besøges af mange turister.
Baku’s rigdom og mange smukke, historiske bygninger skyldes, at området siden det 8. århundrede har været kendt for sin olie. I nyere tidshistorie har man sågar regnet Baku for at være stedet, hvor man fandt verdens største oliefelter.
Når det gælder golfsporten, så har Azerbaijan og Baku fortsat kun taget de første spæde skridt. Ved Baku ligger der således kun en 18-hullers golfbane.
Dreamland Golf Club er til gengæld en prægtig en af slagsen. Banen er designet af Cynthia Dye, og skotten Colin Montgomerie var i 2015 med til at åbne anlægget. Dengang spåede Montgomerie at Azerbaijan og Baku-området kunne udvikle sig i lighed med, hvad man har set ske o ver de seneste 20-30 år i Dubai.