GolfersGlobe har haft en golfskribent på Algarvekysten i Portugal og givet den betroede udsendte frie hænder til at skrive om sine rejseoplevelser. Går du og overvejer en golfferie til det sydlige Portugal kan du i den kommende tid læse lidt om muligheder i og omkring Vilamoura-området.
Da beslutningen i sidste øjeblik om et golfophold på Algarvekysten først var truffet, skulle der handles hurtigt.
Først og fremmest skulle der findes flybilletter, der i vores tilfælde var lettest at finde med afgang fra Århus Lufthavn, idet Ryan Air på daværende tidspunkt fløj direkte til Faro med 2 ugentlige afgange.
Vi bestemte os for at spare på kræfterne, og lette på kiloene i bagagen, og valgte derfor at leje golfudstyret i Faro lufthavn hos ClubsToHire. Det havde vi tidligere prøvet med succes, og det virkede igen. Let og smertefrit og med et fornuftigt prisleje – især i forhold til bagageprisen for sportsudstyr hos Ryan Air.
Leje af bil blev denne gang hos Hertz, da man, uden ekstra omkostninger, havde mulighed for at returnere bilen tidlig om morgenen på hjemrejsedagen. En Dacia mellemklassebil, der kunne rumme 2 golfsæt og 2 kufferter blev bestilt. Fra Hertz siden var der intet pres for salg af ekstra forsikringer, hvilket var en god oplevelse.
Med fly og billeje på plads skulle der nu bestilles hotel og golf. Vi ønskede at bo centralt i Vilamoura-området og spille forskellige baner ud fra Dom Pedro Residences, hvor vi valgte at lade os indkvartere i en ny og særdeles lækker lejlighed.
En perfekt start på turen
Oktober måned er højsæson for golfbanerne i det sydlige Portugal, så da vi ankom til klubhuset i Dom Pedro Laguna, var der travlhed både i receptionen og hos caddiemaster.
Alle fik vi dog et smil og et hjerteligt velkommen med på vejen, så humøret var i top, da vi begav os ud for at afprøve de flotte træningsfaciliteter (driving range, putting green samt indspilsområde). Alle faciliteter lå tæt på det imponerende klubhus.
På 1. tee forklarede den engelsktalende marshall os kort om banen og ønskede os en god tur, samtidig med at han gjorde opmærksom på, at der undervejs på runden ville være en vogn med baneservice, som kom rundt med lidt koldt at drikke samt diverse snacks og sandwich.
Vi var virkelig spændte på, hvad som ventede os, og vi kunne hurtigt konstatere at både layout, omgivelser og banen sværhedsgrad var helt i top. Som navnet antyder var det især de mange vandhazarder, der virkede udfordrende. Til gengæld var der ikke mange fairwaybunkers, så kunne man holde sig tørskoet, så ville det være til at have med at gøre. Og det lykkedes, sådan næsten da.
Alle huller var flot omkranset af de skønne pinjetræer, der dog ikke gav de store spilforhindringer. Banen, som er designet af amerikaneren Joseph Lee, blev anlagt i 1990 og er løbende blevet forbedret, således det i dag fremstår som et flot parkbane anlæg.
Både Par 4 og 5-hullerne er næsten alle forholdsvis korte, og ofte ligger vandhazarderne i dogleg’et. Det giver den slags huller, hvor man fra tee kan spille lige ud i fairway, mens de længere slående spiller kan krydse ind over vandet.
Dom Pedro Laguna er en forholdsvis åben og flad bane, der kan spilles af alle med HCP under 36. Længden fra herre tee er 5.783 meter, mens den fra dame tee spiller 4.801.
For længere slående spillere med et handicap under 10 er måske ikke så udfordrende, men for de fleste spillere med et højere handicap vil der være masser af udfordringer at forholde sig til.
Vi bemærkede, at greens ikke var specielt hurtige, men dog havde en rimelig hastighed og et jævnt rul. I øvrigt var de gode til tage imod de lange og høje indspil.
Layoutet på for-9 er som typisk en parkbane med træer som udfordring. Fine brede fairways og en semirough, som bestemt var mulig at spille ud af. Bagni var klart mere spændende, da vandhazarderne kom i spil på de fleste huller.
Til banen hører der et indbydende klubhus med restaurant og både ude- og indendørs servering. Restauranten deles med nabobanen Millennium Golf Course, der hører under samme ejer, Dom Pedro Golf og som også råder over The Old Course Golf Club og Pinhal Golf Course.
Desuden findes der en flot proshop med et godt udvalg af forskellige tøjmærker. Dermed har man sørget for, at de mange besøgende kan få sig en souvenir med hjem fra golfrejsen.
Vi tog fra Dom Pedro Laguna med oplevelsen af at have spillet en flot bane, uden dog at være blæst bag over af begejstring. Værd at bemærke er især de lækre bløde fairways, som vi ikke er så vant til fra de baner, som vi normalt spiller i Danmark.
Green fee prisen var i november måned på 118-132 euro, mens en starttid efter 14.45 pressede prisen ned i 82-95 euro alt afhængig af, hvilken ugedag man spillede.