Quinta do Lago Resort

Algarve, Portugal

Bedømmelse Bedømmelse Bedømmelse Bedømmelse Bedømmelse 4,5 GolfersGlobe bedømmelse

Quinta do Lago Resort består af 3 fremragende mesterskabsbaner, Quinta do Lago North Course, South Course og Laranjal.

Resortet, der hører til blandt Algarvekystens absolut bedste, blev i 2015 kåret af det britiske golfmagasin Today’s Golfer til at være det bedste golfresort i Portugal.

Kåringen kom i kølvandet på en periode, hvor Quinta do Lago over flere år havde investeret næsten 300 mio. kr. i resortet og dets faciliteter.

Blandt mange fremskridt er åbningen af det ultra moderne Paul McGinley Golf Academy med tilhørende TaylorMade Performance Center, det eneste af sin slags i den sydlige del af Europa.

Senest er der så også foretaget en totalrenovering af Quinta do Lago North Course, som har kostet i omegnen af 90 mio. kr. Layoutet på den nyrenoverede bane har Ryder Cup kaptajn Paul McGinley stået for i tæt samarbejde med den anerkendte amerikanske golfbanearkitekt Beau Welling.

Som en da Vinzi med en bulldozer har man fået skabt et helt i særklasse lækkert golfanlæg og banen har da også taget anmelderne med storm. Den er blevet kåret som ‘Europe’s Best New Golf Course’, selvom banen af navn var en gammel kending, men designet er  totalt forandret.

Quinta Do Lago åbnede i 1972, og resortet, der ligger blot 15 minutters kørsel fra Faro lufthavn, har gennem mere end 40 år været at finde blandt Europas bedste golfresorts. Til Quinta Do Lago Resort hører der flere hoteller, butikscenter, restauranter - og med en beliggenhed tæt ved havet er der også mulighed for at tilbringe nogle dage på stranden. 

Resortet dækker et kæmpemæssigt område i Ria Formosa Natural Park og der er virkelig tale om et skønt resort med en fantastisk atmosfære. Man føler sig aldrig overrendt, og stemningen er præget af den typiske sydeuropæiske lidt tilbagelænede livsstil, hvor man ta’r sig tid til det hele.

Mere om de tre Quinta Do Lago baner: 
Quinta do Lago North Course åbnede i oktober 2014 efter en total renovering, der omfattede samtlige greens, teesteder og bunkers. Ved hjælp af den nyeste teknologi har man skabt en bane med helt nye drænsystemer, og den regnes i dag for at være blandt ’de nye stjerner’ på den europæisk golfhimmel. Et klasseanlæg og en stor golfoplevelse med markante hvide bunkers på et særdeles velplejet areal, hvor mængder af pinjeskov, enkelte citrus- og palmetræer samt stratetisk placerede vandhazards danner rammen om de 18 huller. 

Quinta do Lago South Course har i mange år været den bedste af de tre Quinta do Lago baner. Banen, der ligger i nogle særdeles smukke omgivelser, er en bane, som kræver præcision fra tee. Quinta do Lago South Course bliver gang på gang fremhævet som én af Portugals bedste golfbaner, og den vil altid have en fremtrædende plads i skotten Colin Montgomeries karriere, idet han netop hér vandt sin allerførste sejr på Europatouren. For klubgolferen venter der 5.858 m udfordring fra ’Gold Tee’ med stort set alle golfspillets facetter undervejs. Udover kravet om driving-distance må man forvente krav til både draw- og fade evner, hvis man skal spille lige op med denne meget dog-leg orienterede klassebane fra 1972 - som på ingen måde kan siges at være skabt kun udfra elitære præmisser - den er nok snarere et bud på én af Algarve kystens bedst udtænkte golfudfordringer for enhver golfer, som elsker at dyrke spillet i en kulisse af naturens uimodståelige nærvær.

Laranjal, der betyder appelsin på portugisisk – er den nyeste af de tre baner. Banen, der åbnede i 2008 og som ligger i en gammel appelsin plantage, har ikke den samme patina og karakter som Nord- og Sydbanen, men den er til gengæld noget lettere at spille.

  • Antal huller Antal huller 54
  • Afstand til Magnolia Hotel Afstand til Magnolia Hotel 0 meter
  • Driving Range Driving Range Ja
  • Putting Green Putting Green Ja
  • Buggy er nødvendig Buggy er nødvendig Nej
  • Sværhedsgrad Sværhedsgrad Medium
  • Restaurant Restaurant Ja
  • Banetype Banetype Parkbane
  • Pro shop Pro shop Ja