Tilbage til Sjælland
Asserbo Golf Club
Sjælland, Danmark
Arrenakke bakker nord for Frederiksværk. Et tidligere morænelandskab, der i dag er bevokset med græs og nåletræer. Det er her, midt i den smukke, fredfyldte landidyl, anlagt på toppen af højdedraget, der strækker sig fra Frederiksværk og helt ud til Arrenakke Bakke, at man finder Asserbo Golfklub.
En landliggerklub ser dagens lys
Asserbo Golfklub er landets 9. ældste golfklub. Historien begyndte i 1946, hvor Københavns Golf Klubs daværende skotske træner James Ross satte stregerne til de første huller i Asserbo. I begyndelsen var banen mest var tænkt som en bane, som kunne bruges af de mange københavnere, der havde sommerhus på landet og gerne ville spille golf, når lejligheden bød sig. Streger er måske så meget sagt, for historien fortæller, at Ross formentligt blot gik rundt på området og med markeringer angav, hvor greens og bunkers skulle ligge.
Dengang fandtes der kun yderligere 3 andre baner på Sjælland, nemlig Københavns Golf Klub, Helsingør Golf Club og Rungsted Golf Klub. Da den nærliggende ’Bødkergården’ sidenhen blev opkøbt, og indrettet til klubhus, blev banen udvidet til 9 huller. I 1993 blev Asserbo-banen så endelig et ’fuldgyldigt’ medlem af den danske golffamilie med en færdiggjort 18-huls bane.
Små detaljer med stor effekt
Banen i Asserbo er placeret på et relativt begrænset geografisk område. Det har resulteret i et baneanlæg med et kompakt layout, og med sine 5.822 meter fra gul tee og 4884 meter fra rød er det absolut ikke nogen lang bane i moderne golfsammenhæng.
Den danske golfbanearkitekt Line Mortensen, der også har været involveret i redesign og nydesign i blandt andet Odsherred Golf, Horsens, Kolding, Gyldensteen Golf og Kildebjerg Ry, har i nyere tid udarbejdet en masterplan for banen, som bl.a. gik ud på at modellere banen uden at udfordre det oprindelige udtryk. Derimod skulle der arbejdes på at forbedre og forfine det eksisterende anlæg. Skabe mere logik i banen.
På nogle huller er teestederne blevet flyttet. Andre steder skulle vinklen mellem teested og fairway redefineres, så der kom en bedre vinkel på spilleretningen. Ingen store revolutioner, men ofte er det også de små detaljer som gør den store forskel.
Baneguide – en nødvendighed
På Asserbo-banen spilles der på kryds og på tværs. Op ad bakke og ned ad bakke. Mest op ad bakke. Mange steder skal der slås blinde slag, og generelt må man sige, at banen kræver lokalkendskab. Men udstyret med en baneguide går det faktisk fint, selvom banen spilles for første gang.
Men lokalkendskab eller ej, så er det et faktum, at banen byder på rigtig mange interessante huller. Tag nu bare for eksempel 7. hul. Et sjovt lille par 3-hul på 108 meter, der måske nok lægger op til en ’hvem kommer tættest på pinden’-konkurrence, men som slet ikke spiller så let endda. På grund af højdeforskellen kan man nemlig ikke se overfladen på green, og derfor kan det faktisk være svært at bedømme, hvor flaget helt præcist er placeret.
De gode golfhuller ligger som perler på en snor, men det er så afgjort på bag-9 at man finder de flotteste og til tider også mest spektakulære golfhuller. Til den kategori hører banens 11. hul. Fra det højt placerede teested kigger man lige ned i ’gryden’, hvor det kun 119 meter lange par 3-hul ligger smukt for fødderne af en. Ifølge klubben oplysninger er hullet det hul i Danmark, der giver næstflest hole-in-ones. Inden ’man når så langt’ skal der dog først slås et uhyre præcist slag ned gennem den smalle indgang, hvor træer på begge sider i spilretningen fanger alle skæve forsøg.
På rundens næstsidste hul gælder det om at træffe det rigtige valg. Det lyder måske lidt klicheagtigt, men fra teestedet og til enden af fairway er der kun 201 meter. Herfra falder det brat 90 meter ned til den lavtliggende green. En god score på dette hul er så afgjort en mulighed, hvis man ellers formår at holde bolden på fairway og samtidig komme så tilpas langt frem, at green kan ses i andetslaget.
Afslutningshullet er et godt par 5-hul, og fremme ved det gamle klubhus venter nu muligheden for at sidde i det lukkede gårdrum og nyde en øl og snakke lidt om runden.
Besøg Asserbo Golf Club her