La Reserva de Sotogrande er en af Sydspaniens mest eksklusive golfbaner. Banen er fantastisk og klubhuset en sand fryd for øjet.
Det skyldes ikke mindst en nylig foretaget renovering (genåbnet januar 2016), som har løftet det smukke klubhus til nye højder. I dag er klubhuset på toppen af bakken en arkitektonisk perle.
Selvom man ikke kommer for at spille golf, så er klubhusrestauranten åben for gæster udefra. Og det skal man benytte sig af. For på L’Olive Restaurant spises der godt.
Restauranten, der både er åben til frokost og til middag, er således et oplagt stoppested, hvis man en dag har besøgt Gibraltar og leder efter et hyggeligt sted at spise et godt måltid mad.
Selvom man spiser særdeles godt på L’Olive, så er der ikke noget højtideligt over stedet. Tværtimod er stemningen afslappet og uformel. Det skulle man måske ikke forvente af et sted så prestigefyldt som La Reserva de Sotogrande, men gæsterne sidder og hygger sig både indenfor og udenfor på den flotte terrasse, hvorfra man har udsigt til golfbanen.
I køkkenet regerer franskmanden Olivier Claude de Paepe, som bl.a. har en fortid på det 5-stjernede Hotel Beauvallon at St-Maxime i Côte d’Azur. Sammen med chefkokken Christina Gutierrez Bergue kreere de store spiseoplevelser fra bl.a. det andalusiske køkken.
Det betyder retter med tun, hummer og andre friske fiskevarianter, der sammen med lokale grøntsager kommer en tur på grillen til aftenens middag.
Indenfor i restauranten flokkes gæsterne om den 12 meter lange bar, hvor der både serveres vin og drinks inden middagen. Det er både cool, afslappet og fornøjeligt og en kærkommen chance for at opleve den internationale stemning, som iblandet spansk kultur gør Sotogrande til noget ganske særligt.
Skulle man efter besøget på L’Olive blive fristet til at vende tilbage til La Reserva de Sotogrande, så er der god grund til det.
For lige udenfor restaurantens dør ligger som sagt den mest vidunderlige 18-hullers golfbane, designet af Cabell B. Robinson og kendt blandt feinschmeckere som lidt af et mesterværk.
Fra golfbanen er der ikke langt til det kendte Hotel Almenara.